Hvordan er det? Selvom jeg efterhånden er en voksen kvinde, så er det meget mærkeligt....der opstår et tomrum, og til tider en stor ensomhed, eller måske snarere en alenehed, for jeg har jo mine vidunderlige børn, svigerbørn og børnebørn omkring mig, men alligevel er der noget, for mig, der er slut. Det går dog fremad med mig.....til tider føler jeg endog, jeg har fået et nyt liv forærende.....ja det er jo nogle mærkværdige ambivalente følelser, der kan opstå, men min mors sidste år på plejehjem, var ikke nem, hverken for hende eller os andre. Nu har jeg jo pludselig fået en masse tid til mig selv......var vant til at besøge mor på plejehjemmet flere gange om ugen. Når jeg så får ovennævnte følelser, så husker jeg mig selv på, at det var mors store ønske, at forlade denne jord, og få fred.
Det er noget mærkeligt noget, det der med død, bisættelser og begravelser. Min mors død og bisættelse oplevede jeg, som noget smukt og meget fredfyldt....der var en ubeskrivelig stilhed over det hele, hvorimod, mine brødres død, og henholdsvis begravelse og bisættelse.....Det var skræmmende, uhyggeligt og slet ikke smukt, synes jeg, men det var jo også unaturligt.....De skulle jo leve meget længer endnu!
For nogen, virker det måske lidt mærkeligt, at jeg skriver så meget om min mors død, men det er min form for terapi.....når mine tanker fylder for meget i mit hoved, skal det lige tømmes, så jeg kan komme videre!
Tænk......min mors urne der i sneen.....jeg synes bare det er så smukt, fordi, her slutter mors kamp, og hendes længe ventede ønske er gået i opfyldelse......FRED!
Nu håber jeg ikke, jeg har spoleret jeres lørdag med dette indlæg........bare tænk!.....for hende Betty, er det terapi!
EN LIDT GRÅ LØRDAG, MEN NYD DEN ALLIGEVEL!
Smukt billede med urnen - hvor er den fin.
SvarSletNej, du ødelægger da ikke noget ved at tale om døden - det burde vi alle være bedre til.
Måske har jeg et andet forhold til det, da jeg i mange år arbejdede som kirketjener og derfor fik død og begravelse tæt ind på livet og især tankerne om liv og død.
Jeg mistede min mor da jeg var først i 20'erne - det var svært og jeg er aldrig kommet over at mine børn aldrig mødte deres mormor - men hun var syg og fik endelig fred. Min far døde for 7 år siden og fik en fredfuld død - omgivet af familien.
God weekend til dig og et knus.
Hvor er det en smuk urne...
SvarSletMin lørdag bliver ihvertfald ikke spoleret af at læse om dine tanker om din mors død. Det er nogen meget naturlige tanker du har og du har brug for at komme af med det der fylder, så bare ud med det Betty :-)
Du ødelægger ikke min Lørdag, tværtom.
SvarSletDine tanker er forståelige.
Jeg er selv forældreløs og det er en smerte jeg aldrig kommer over. Jeg har lært at leve med den, men savnet er der , hver dag.
Og vreden.
Vreden over de kun fik 53 og 54 år på denne jord.
Det er dejligt, at du deler det, der fylder. Sorger og glæder kender vi vel alle til.
SvarSletGod lørdag til dig.
Min lørdag ødelægger du ikke ved at dele dine tanker omkring det at miste.
SvarSletEt knus til dig og god lørdag :-)
Marianne: Tak for dine ord. Det må være meget svært, at miste sin mor i så ung en alder, men man må jo sætte sin egoisme til side, og tænke på vores kæres fred!
SvarSletJane: Stor tak for din forståelse!
Losarinas mor: Af hele mit hjerte....også stor tak til dig....Gør mig ondt at høre om dine forældre, men godt du har lært at leve med smerten!
Eva: Du har ret....Sorg og glæder er jo en del af livet...Tak fordi jeg må dele med dig!
Citronmoster: Du skal også ha´en stor tak....det varmer så hjertelig, med forståelse!
SvarSletHej Betty
SvarSletDøden er noget underligt noget....begge mine forældre er døde , samt min søn . Det har efterladt et ufatteligt tomrum , nogle gange føler jeg mig som Palle alene i verden , måske fordi jeg ikke længere har biologiske bånd til nogen.
Kh Vilma
Vilma: Det stak mig i hjertet, at høre om din sorg...at miste et barn, må absolut være noget af det værste der findes....forstår din følelse af tomrum!
SvarSletSorger og glæder er jo en del af vores hverdag som vi må lære at leve med.........vi var oprindelig 4 søskende og selvfølgelig vores forældre, i dag er jeg alene tilbage.
SvarSletDrømmemanden og jeg har heldigvis hinanden og vi har været heldige at få et barn....ikke nogen voldsom familie vi kan nemt holde fest i en telefonboks......!!!!
kh
JANE
Du har ikke spoleret noget som helst.
SvarSletDet er meget ambivalent og mange forskellige følelser dukker op. Også lige pludselig, når man mindst venter det.
Sorg tager tid og skal bearbejdes. Helt færdig tror jeg aldrig, man bliver.
Det er godt med denne form for terapi for dig, så du ved, du får bearbejdet det hele.
Jeg synes også, det er en meget smuk urne.
Kram Louise
Ja Betty du rammer lige ned i noget hos mig. Jeg mistede min far som 17 årig og min mor som 30 årig - idag er jeg 50 - og ind imellem føler jeg også et tomrum - netop følelsen af det, at være forældreløs - ikke at jeg er afhængig af dem - men mere følelsen af, at kunne komme hjem og den omsorg og kærlighed der blev givet.Når nogle af mine veninder sender himmelvendte øjne om deres forældre - kan jeg ikke lade være med, at minde dem om hvor heldige de er, at de faktisk har dem - og burde sætte mere pris på det mens de kan. Og altid en god måde, at lave sin egen terapi på ved at skrive - rigtig god lørdag til dig :-)
SvarSletKære Betty
SvarSletSmukke ord om din mor, ja man bliver aldrig for gammel til at være "barn" og savne sin mor. Jeg er enig med de andre at du har fundet en meget meget smuk urne til din mors aske og billedet af den ude i sneen, det bliver du glad for at se senere.
kh Lone.g
Tak allesammen.....Det har varmet rigtig meget!
SvarSlet